Først derefter blev der lavet magnetfeltkonstruktioner i et utal af ”prototyper”. Efterfølgende blev de afprøvet på forskellig vis, både i testopstillinger og praktiske forsøg.
For at evaluere udviklingsforløbet, blev resultaterne i de mange forsøg løbende sammenlignet. Der blev typisk fokuseret på ændringer i kalkaflejringer, kalkstruktur og mængde fx i varmespiraler, rør mv.
Et andet af kontrolparametrene, var krystallationstest. Behandlet- og ubehandlet vand blev hældt op i Petriskåle og inddampet, og derpå anbragt under mikroskop. Her kunne man tydeligt studere krystalstrukturerne, fra henholdsvis behandlet- og ubehandlet vand.
Under de indledende studier, blev der i krystallationstest med nyfaldet regnvand og kildevand observeret de karakteristiske pladeformede vaterit-krystaller.
Citat fra en af rapporterne: ”På frisk nyfaldet regnvand har magnetfeltbehandlingen ikke vist nogen virkning. Det blev også fastslået, at regnvand indeholder lige så mange pladeformede vaterit-krystaller, som vand efter magnetbehandling. Man mener at regndråberne på vej til jorden underkastes/bliver udsat for en slags naturlig behandling af de magnetiske og elektriske felter”.
Den ”pladeformede krystalform” viste sig at være et værdifuldt parameter i udviklingsarbejdet med at finde den bedste magnetfeltopbygning.”
Først herefter vidste forskerne, hvad den bedste magnetfeltopbygning i behandlerne var. Det var med stor tilfredshed og stolthed, man endelig kunne sige: - Målet - at kopiere ”Jordens magnetfelts indvirkning på vand” – lykkedes.